Marianne åbner nyt hørecenter i Sæby

Marianne Sönder, tv, sammen med sine to medarbejdere, sekretær Birgit Melchior, i midten og teknisk audiolog Kristina Valsted Hansen.

Mandag den 14. august kan borgere med høretab i Sæby og omegn se frem til at få hjælp til at høre bedre hos Marianne´s Hørecenter i Grønnegade 18.

Bag det nye og private hørecenter står teknisk audiolog Marianne Sönder.

– Jeg glæder mig meget til at byde indenfor i mit nye hørecenter i Grønnegade og til at hjælpe alle med høretab til at høre bedre, siger hun.

På åbningsdagen er alle velkommen til at kigge indenfor fra klokken 9-16 for at se de nye lokaler og møde Marianne selv og hendes to medarbejdere, teknisk audiolog Kristina Valsted Hansen og sekretær Birgit Melchior.

 

Andet hørecenter i eget navn

Marianne´s Hørecenter i Sæby er det andet hørecenter, Marianne Sönder åbner i eget navn. Det første åbnede hun for knap to år siden i Bredgade i Brønderslev.

– Som indfødt vendelbo, jeg er født og opvokset i Dronninglund, har det altid været mit ønske at hjælpe mine naboer til at høre bedre. Så efter en årrække, hvor jeg var ansat hos andre hørecentre og mest brugte min hjælp udenfor Vendsyssel, besluttede jeg så at sige at vende hjem og åbne mit eget hørecenter i Brønderslev, siger Marianne Sönder, der i dag bor i Nørhalne sammen med sin mand Adam og parrets tre børn.

Beslutningen om at åbne det nye hørecenter i Sæby skyldes, at der med tiden er kommet flere og flere kunder til fra det østlige Vendsyssel.

– De kunder og alle andre med høretab i Sæby og omegn, kommer jeg nu i møde, så de slipper for at køre til Brønderslev, men i stedet kan få hjælp til at høre bedre i mit nye hørecenter i Grønnegade, smiler hun.